Jeg synes, at journalistik skal skrives og læses som en god bog
​
Jeg vil skrive fængende og fortællende journalistik, og jeg vil fange læserens opmærksomhed gennem den skriftlige formidling uanset historiens udgangspunkt.
​
Jeg synes, at journalistik skal læses som en god bog. Derfor skal journalistik også skrives som en god bog. Jeg vil skrive historier, der skaber billeder, følelser og tanker, og det gælder både den korte nyhed om nye iPhone gadgets eller den længere feature om bedemandens valg af profession.
​
Jeg vil også være den fjerde statsmagt, afsløre samfundets skurke, oplyse befolkningen i demokratiets tjeneste og leve op til de journalistiske idealer - det tror jeg, at alle journalister vil. Men min dybe kærlighed for journalistik stammer fra glæden ved at lege med sproget.
Jeg vil fortælle alverdens historier og benytte de litterære redskaber, som gør alverdens historier interessante for læserne.
​
Hvorfor ikke altid forsøge at give læseren en mere farverig og lækker oplevelse?
​
Løb 42 kilometer og vind et avis-abonnement
​
»Hvis du kommer i mål inden fire timer og femten minutter, så giver jeg et abonnement på en valgfri avis hele næste år«, siger min far til mig i tissekøen.
​
Han har brugt hele morgenen på at fable om de tyve - nå nej, EN-ogtyve - maratonløb, han har gennemført. Jeg ved godt inderst inde, at jeg udelukkende er kommet på denne stupide ide om at trække mig selv gennem 42 kilometers torturrute for at mætte mit gennemsyrende konkurrencegen - min far løb sit første maraton som 24-årig, så jeg er af helt naturlige årsager nødt til at løbe mit første maraton som 23-årig. Men selvom tilfredsstillelsen ved at kunne kalde mig for familiens yngste maratonløber er nok i sig selv, bliver motivationen bestemt ikke svækket af, at der nu er sat et års avisabonnement på højkant.
​
Jeg skæver til den blå toiletboks, der kun lige kan skues ude i horisonten. Om en halv time går startskuddet, og med en tissekø foran mig bestående af godt og vel 30 middelaldrende mænd i stramme løbetights, er jeg lettere nervøs for at overskride deadline.
​
Fra slowfox til quickstep
Fire timer og ti minutters helvedestanker efter at have passeret startstregen er jeg på randen til gråd. Mine fødder dunker som en inciterende bas, og mine hænder ryster af smerte.
Jeg drejer om hjørnet til Islands Brygge, og længere fremme kan jeg ud af mine fugtige øjne akkurat skimte en oppustelig port med skriften 'mål'.
Jeg har tilbagelagt lige over 41,5 kilometer. Der er 500 meter igen. Jeg har fem minutter. Det kan umuligt gå galt, tænker jeg, men jeg bliver alligevel i tvivl, for mine ben føles som to betonklodser, der slæbes af sted.
​
Jeg kigger ned på mit venstre håndled. Det øverste lag hud er svitset væk af mit stramme og klodsede løbeur. Det går op for mig, at jeg fluks skal skifte tempo fra slowfox til quickstep, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at fordybe mig i dagbladets retorik over morgenmaden på mandag. »Det er nu, det gælder venner. Vis, hvad I duer til«, hvisker jeg til mine ben, og jagten på at nå deadline og vinde journalistikken sættes for alvor ind.
​
En halv time senere bliver jeg mødt af mit optimistiske publikum, der ønsker mig tillykke med mit første maraton. Min far niver mig i låret, og jeg skærer en grufuld grimasse. Han griner. »Nå, hvilken avis skal det så være?«