Piger kan både sparke til fodbolde og spille tværfløjte
​
Jeg kan i hvert fald. Jeg voksede op på en rolig villavej i Køge, og med to sportsnørdede storebrødre var det ikke overraskende, at jeg blev en drengepige.
​
Mine bedste barndomsminder foregår i baghaven med grønne knæ på cowboybukserne, hvor mine brødre og jeg tumlede rundt med en fodbold. Det var altid sjovest, når vi ved en fejl skød bolden over ligusterhækken og hørte glas splintre hos naboen - var det mon drivhuset eller vinduet denne gang?
​
Når jeg kom hjem fra skole fredag eftermiddag, blev håret redt og bukserne skiftet, og så gik turen over til musikskolen, hvor jeg med rank ryg og ophøjet hage pustede tværfløjtens blide toner ud i rummet.
​
Både tværfløjten og fodbolden er lagt i kælderen i dag, men til gengæld inspirerede fodboldspillet mig til at begynde en karriere som højre fløj på en håndboldbane - og den karriere har endnu ikke hørt sit slutfløjt.
​
Jeg har mange bolde i luften.
​
Det siger mine forældre i hvert fald. Jeg har et energiniveau og en nysgerrighed, der gør, at jeg ikke kan lade være med at jonglere med de bolde, jeg går forbi.
​
Jeg kommer let til at kede mig, og når jeg har prøvet én ting, vil jeg rigtig gerne prøve en ny, for gad vide, hvordan det føles?
Det er svært at nævne en sportsgren, jeg ikke har dyrket, eller et musikinstrument, jeg ikke har spillet. Og da jeg for to år siden følte, at København og Trekroner ikke havde flere bolde at bidrage med, rejste jeg til San Diego i Californien for at studere et semester. Jeg ville have nye udfordringer på studiet og i livet.
​
Jeg er ekstremt heldig.
​
Det siger mine veninder i hvert fald. »Du får altid gode karakterer, du får altid de jobs, du søger, du ender altid på førsteholdet i håndboldklubber og du får uden tvivl en praktikplads med dit held«, siger de nærmest synkront, hver gang vi taler om den berygtede praktiksøgning for journaliststuderende.
​
Som regel smiler jeg bare, men jeg ved ikke, om jeg er enig. Jeg tror, at mit held skyldes, at jeg arbejder hårdt og målrettet for at præstere og for at pleje mit konkurrencegen ved at være placeret blandt de bedste - og så er det jo faktisk ikke held, det handler om.
​
Men så igen - jeg fandt engang 1000 kr. på gaden, og det var ret heldigt.
​
Jeg er sulten.
​
Det viser min kærlighed til mad i hvert fald. Men mest af alt hungrer jeg efter at lære meget mere.
Min kommende praktikplads er kilden, der skal forsøge at mætte mig, selvom det bliver svært med min bundløse appetit. Jeg er dog villig til at gøre et forsøg, og jeg går ind i praktikken med en uudtømmelig energikilde og en ustoppelig arbejdsmoral - og jeg glæder mig helt vildt.
​
